Velkommen til Sejlklubben BUGTEN's hjemmeside


Gæstesejlere
Gastseglere
Visiting Yachts
Betaling - Tallyweb  Zahlung - Tallyweb  Payment - Tallyweb  
 

Navigationsundervisning - januar til marts 2020

Aarhus Sejlklub og Sejlklubben BUGTEN afholder i samarbejde navigationsundervisning med henblik på duelighedsbevis.
Læs mere på opslaget
HER:

Kalø-sejladsen - lørdag den 5. oktober
 
 Kalø-sejladsen, som er sæsonens sidste kapsejlads i BUGTEN, blev afholdt i fint efterårsvejr med vind fra en nordøstlig retning - i starten temmelig frisk, men senere lidt aftagende
Der var tilmeldt 21 både til sejladsen.

Vinder af løb1 blev Peder Bo Nielsen i Folkebåden Søsvalen, og som det fremgår af billedet til venstre, var der tæt løb med nr. 2 (7 sek.)
Vinder af løb2 blev Christian Pedersen i Scan-Kap 99 (billedet til højre).
Her var der til gengæld ca. 10 min. til næste båd i mål.

Resultatlisten kan ses sammen med øvrige resultater fra årets kapsejladser under:
Om klubben > Kapsejlads > Resultater m.m. -
samt ved at klikke HER:
 

Kyllingesejladsen - lørdag den 28. september
 Med 13 tilmeldte både og 12 både til start blev BUGTENs Kyllingesejlads afholdt i en lun og jævn vind, som holdt hele dagen.
En enkelt båd måtte desværre udgå med haveri på bommen.
De to førende Folkebåde dystede om de forreste placeringer, mens hovedfeltet gik næsten samlet  i mål inden for få minutter.
Traditionen tro blev der
på Kongsgårde Bro serveret fiskefrikadeller fra Clausens Fiskehandel , inden der var afgang tilbage til Aarhus.
Vinder blev Peder Bo Nielsen i Folkebåden "Søsvalen".
Resultaterne kan ses HER:


BUGTENs torsdags-kapsejladser er slut for i år

Torsdag den 26. september blev den sidste af efterårets 6 torsdags-kapsejladser afviklet i frisk vind fra en østlig retning, og næsten alle af de tilmeldte 25 både deltog.
Efter sejladsen var der som sædvanligt spisning i klubhuset og herunder uddeling af præmier til vinderne af de 4 løb.
Da det var sæsonens sidste sejlads, var der denne aften tillige uddeling af præmier for hvert løb til overaltvinderne af de 12 sejladser i 2019.
Alle resultater kan ses under Om klubben > Kapsejlads > Resultater m.m.

Aarhus Festuge Cup - weekenden 7.-8. september
Sejlklubben BUGTEN afholdt traditionen tro Festuge Cup i samarbejde med Aarhus Sejlklub.
Frivillige fra BUGTEN bemandede såvel dommerbåd som to RIBs på kølbådsbanen, hvor H-både og Folkebåde dystede.
Aarhus Sejlklub tog sig tilsvarende af jollebanen, hvor Contender- og Wayfarer-joller dystede.
 
 Lørdagen bød på trods af nogle heftige byger med store vinddrejninger til følge på forholdsvis gode vindforhold, og det lykkedes at gennemføre fire sejladser for begge bådtyper.
Søndagen startede derimod med vindstille, og de to RIBs og "Clemens" måtte agere slæbebåde.
På billedet har Clemens 14 fartøjer på slæb ud til baneområdet.
Efter afvikling af to sejladser søndag går det nu hjemad mod havnen med en af gatebøjerne på ruftaget.

Mange andre frivillige fra BUGTEN tog deres tørn med mad til frivillige og deltagere, udskænkning af drikkevarer og servering af grill-pølser - plus mange andre forefaldende opgaver.
 

 Grillaften i BUGTEN - onsdag den 28. august
 Ca. 55 medlemmer og ledsagere deltog i denne grill-aften, hvor det danske sommervejr viste sig fra sin allerbedste side - måske årets skønneste (og sidste rigtige) sommeraften.

Aktivitetsudvalget sørgede som sædvanligt for kød og pølser fra grillen, men som noget nyt havde Lotte og Preben samt Helle og Steen påtaget sig at lave tilbehør til alle - og det var bare lækkert!

En skøn aften i godt selskab på BUGTENs dejlige terrasse.

Har du lyst til at komme ud at sejle uden en stor investering?
 
Læs om Sejlklubben BUGTENs tur-klubbåd "Fælleskurs"
HER:
"Ansigtsløftning" på Kongsgårde!
 
I slutningen af juni fik huset i Kongsgårde en omfattende ansigtsløftning:
I løbet af vinteren havde ejeren Jens Olsen lagt nyt ståltag, og de flittige medlemmer af Kongsgårde-lauget har siden afrenset vægge og gavle samt sidebygning med specialvæske.
Den 20. juni var vejret flot, murene var tørre, så laugets medlemmer afsluttede projektet ved at male vægge og gavle samt vindskeder, stern og døre.
Et smukt syn!

BUGTENs torsdags-kapsejladser er afsluttet

Torsdag den 20. juni blev forårssæsonens 6. og sidste torsdagskapsejlads afviklet i smukt sommervejr med en let til jævn brise.
Billedet er taget kort efter 3. start
Resultaterne kan ses HER:

 

Grillaften i BUGTEN - tirsdag den 18. juni
 Eftermiddagen bød på regnbyger, men umiddelbart inden maden var klar, holdt regnen op, og de fleste af de 43 deltagere valgte at indtage maden på terassen.
Aktivitetsudvalget serverede flanksteak og grillpølser og deltagerne sørgede selv for tilbehøret.
En hyggelig aften i klubben.

Standerhejsning i BUGTEN - lørdag den 27. april
Aktiviteterne startede kl. 10 med maritimt stumpemarked i Byggehallen. Mange medlemmer fra såvel BUGTEN som Aarhus Sejlklub havde diverse udstyr, tovværk og beklædning til salg til rimelige priser, og handelen gik livligt.
 
 
 
 
 Kl. 13 serverede Aktivitetsudvalget sin lækre hjemmelavede forårsfrokost for 42 deltagere, og mange udtrykte stor tilfredshed med menuen.

Efter frokosten var der traditionen tro musik på kajen med Frank & Co.
 Præcis kl. 15 lød skuddene fra startkanonen, og standerne gik til tops på flagmast og flagstang.
Formanden holdt sin obligatoriske tale og uddelte 25-års jubilæumsnåle til to medlemmer.
Til slut sang alle med på standersangen, og som altid sluttede den officielle del med et hurra for BUGTEN.
 

 Arbejdslørdag i BUGTEN
 
Lørdag den 6. april havde bestyrelsen indbudt medlemmerne til arbejdslørdag.
Rigtig mange medlemmer mødte op for at give en hånd med, og der var rigeligt at tage fat på.
Der var rigtig mange opgaver både i klubhuset og på arealerne udenfor samt på broerne.
Samme dag holdt bestyrelsen intro-møde for nye medlemmer, og mange af dem tog efterfølgende del i arbejdsdagen.

Klubaften - splejsning af flettet tovværk
 Onsdag den 3. april holdt Aktivitetsudvalget igen en workshop med splejsning - denne gang med splejsning af moderne flettet tovværk, som ikke var med på den forrige workshop.

Palle Hemdorff stod for instruktionen, og på billedet ses han kæmpe med sejlmagernål og splejserør i det genstridige tovværk.

Klubaften - musik, sang, quiz, ost og rødvin
Torsdag den 21. marts havde Aktivitetsudvalget endnu engang inviteret til en rigtig hyggeaften, hvor deltagerne sammen kunne synge og nyde et par glas rødvin med lækkert brød og ost. Der blev sunget flittigt fra klubbens sangbog. Aage havde arrangeret en quiz, hvor 4 hold dystede om at gætte titlerne på instrumentale indspilninger af kendte melodier.
Som tidligere leverede Erik både musik og sang, og det blev atter en hyggelig aften i klubhuset.
  

Klubaften - splejsning, takling, knob og stik
Onsdag den 27. februar holdt Aktivitetsudvalget en klubaften med workshop, hvor deltagerne kunne lære at splejse tre-slået tovværk, lægge taklinger samt lære at binde de bedste og mest anvendte knob.
John Rauth Knudsen stod for instruktionen, men flere andre hjalp med vejledning rundt ved bordene. Og alle 25 deltagere hyggede sig.
Desværre måtte afsnittet om splejsning af flettet tovværk aflyses, men der bliver senere holdt en workshop med kun det emne.

Generalforsamling i Sejlklubben BUGTEN
Onsdag den 20. februar afholdt Sejlklubben BUGTEN sin årlige ordinære generalforsamling i klubhuset. Der var stort fremmøde, og generalforsamlingen forløb godt - til tider med en livlig debat, men uden store "sværdslag".
På billedet ses Formanden i gang med bestyrelsens beretning.
Efter pausen holdt Peter Brøgger et spændende indlæg om Folkebådenes Gold Cup 2019, som BUGTEN afvikler i samarbejde med Sailing Aarhus.
Alle relevante dokumenter vedrørende generalforsamlingen kan ses under Referater m.m. > Referater m.m. fra generalforsamlinger i menuen Om klubben (kræver medems-login).
 Klubaften - sikkerhed til søs
Tirsdag den 29. januar holdt Nicolas Munk-Rechnitzer, som er SejlSikkert-instruktør for TrygFonden, et spændende foredrag om sikkerhed til søs. Han fortalte bl.a. om redningsveste og kontrol af saltudløsere og trykflasker,  om livliner, om fornuftig påklædning og mand over bord.
35 interesserede medlemmer overværede foredraget, og spørgelysten var stor.


Gå-bingo i BUGTEN - søndag d. 6. januar
Traditionen tro arrangerede Aktivitetsudvalget gå-bingo den første søndag i januar.
Vejret var velegnet til lejligheden - mildt og med kun en let vind.
Ca. 45 medlemmer og ledsagere nød traveturen på næsten 6 km  fra Lystbådehavnen til og rundt i Risskov, hvor de kunne afkrydse de medbragte bingo-plader.
Efter turen blev der som vanligt serveret varm chokolade og hjemmebagte boller i klubhuset, og vinderne af bingospillet blev fundet.

Nytårstaffel i BUGTEN - fredag d. 4. januar
Bestyrelsen holdt fast i traditionen og havde inviteret ca. 70 frivillige til nytårstaffel, hvor de for en gangs skyld kunne slappe af og nyde at blive vartet op af bestyrelsesmedlemmerne.
Der blev serveret en lækker middag, og under middagen blev der vanen tro sunget en sang skrevet til lejligheden af Aage. Desuden havde nogle af deltagerne indslag i form af musik-quiz, morsomme historier og sange.
Alt i alt en rigtig dejlig aften i klubhuset.
 

                                                Nogle begivenheder i 2018
 Julefrokost og bob-turnering - 1. december
Traditionen tro blev årets julefrokost holdt med fuldt hus i klublokalet.
Jørgen "kok" leverede som sædvanligt en lækker og overdådig menu, og under frokosten blev der sunget lystigt og gættet med på en musik-quiz.
Nisse-banko var selvfølgelig også en del af festen.
Efter julefrokosten blev der dystet ihærdigt 2 mod 2 ved de fire bob-borde, som var stillet op i byggehallen.
Så bliver de voksne som børn igen!
 
Vinder af bob-turneringen og pokalen blev Ole Berg og Flemming Madsen

Kalø-kapsejladsen, årets sidste kapsejlads, blev afviklet den 6. oktober
Med en vejrmelding der lød på svage og lette vinde fra nordlige retninger, blev deltagerne sendt afsted på afkortet bane - dvs. i alt 17,5 sm plus krydstillæg.
Vinden var dog til tider noget kraftigere, end vejrmeldingen havde spået, så bådene gik relativt tidligt i mål.
Første båd over målstregen og vinder af løb 2 blev Christian Pedersen i Scan-kap 99 "Nordlys" (billedet).
Vinder af løb 1 blev Peder Bo Nielsen i Nordisk Folkebåd "Søsvalen"
Alle resultater kan ses under Kapsejlads > Resultater m.m. under OM KLUBBEN -
eller ved at trykke på linket HER:

 

AFI Dansk Sejlunion Grandprix 2018 - 2. og 3. juni
I samarbejde med Sejlklubben BUGTEN afholdt Aarhus Sejlklub D.S. Grandprix 2018 i weekenden 2.-3. juni.
Foruden andre frivillige fra BUGTEN med diverse opgaver deltog Leif Grøn, Aage Bech, Preben Hvas og Arne Bech på "Clemens" (billedet), der fungerede som måltagningsbåd på bane C, hvor 29ere og 49ere dystede.
Trods vanskelige vindforhold (men fantastisk sommervejr) blev der afviklet et rimeligt antal sejladser.
 



Kommende arrangementer:
Klubaften -
tirsdag d. 22.oktober
Efterårsfrokost og
standernedhaling -
lørdag d. 26. oktober
Se mere under Events

Sekretariat og træffetid for et bestyrelsesmedlem:
Hver onsdag kl. 17 - 18

Næste bestyrelsesmøde:
Mandag den 21. oktober

Næste arbejdsdag:
Torsdag den 10. oktober